Lavt cement ildfaste støbegods sammenlignes med traditionelle aluminat cement ildfaste støbegods. Cementtilsætningsmængden af traditionelle aluminatcement ildfaste støbegods er sædvanligvis 12-20%, og vandtilsætningsmængden er generelt 9-13%. På grund af den store mængde vand, der tilsættes, har den støbte krop mange porer, er ikke tæt og har lav styrke; på grund af den store mængde cement tilsat, selvom der kan opnås højere normal- og lavtemperaturstyrker, falder styrken på grund af den krystallinske omdannelse af calciumaluminat ved middeltemperaturer. Det er klart, at det indførte CaO reagerer med SiO2 og Al2O3 i støbegodset for at generere nogle lavtsmeltende stoffer, hvilket resulterer i forringelse af materialets højtemperaturegenskaber.
Når der anvendes ultrafin pulverteknologi, højeffektive tilsætningsstoffer og videnskabelig partikelgradering, reduceres cementindholdet i støbegodset til mindre end 8%, og vandindholdet reduceres til ≤7%, og en ildfast støbebar i lavcementserien kan fremstillet og bragt ind i CaO-indholdet er ≤2,5%, og dets præstationsindikatorer overstiger generelt dem for ildfaste støbegods af aluminatcement. Denne type ildfast støbegods har god tixotropi, det vil sige, at det blandede materiale har en vis form og begynder at flyde med en lille ydre kraft. Når den ydre kraft fjernes, bevarer den den opnåede form. Derfor kaldes det også thixotropisk ildfast støbbart. Selvflydende ildfast støbbar kaldes også tixotropisk ildfast støbbar. Tilhører denne kategori. Den præcise betydning af ildfaste støbegods i lav cementserie er ikke blevet defineret indtil videre. American Society for Testing and Materials (ASTM) definerer og klassificerer ildfaste støbematerialer baseret på deres CaO-indhold.
Tæt og høj styrke er de fremragende egenskaber ved de ildfaste støbegods i lavcementserien. Dette er godt for at forbedre produktets levetid og ydeevne, men det giver også problemer med bagningen før brug, det vil sige, at der nemt kan opstå hældning, hvis du ikke er forsigtig under bagningen. Fænomenet med kropssprængning kan i det mindste kræve genudhældning, eller det kan bringe omkringliggende arbejderes personlige sikkerhed i fare i alvorlige tilfælde. Derfor har forskellige lande også gennemført forskellige undersøgelser af bagning af ildfaste støbegods i lavcementserien. De vigtigste tekniske tiltag er: ved at formulere fornuftige ovnkurver og indføre fremragende anti-eksplosionsmidler osv., kan dette gøre de ildfaste støbegods Vand elimineres jævnt uden at forårsage andre bivirkninger.
Ultrafin pulverteknologi er nøgleteknologien for ildfaste støbegods i lavcementserien (i øjeblikket er de fleste af de ultrafine pulvere, der bruges i keramik og ildfaste materialer, faktisk mellem 0,1 og 10 m, og de fungerer hovedsageligt som dispersionsacceleratorer og strukturelle fortætningsmidler. . Førstnævnte gør cementpartikler stærkt dispergerede uden flokkulering, mens sidstnævnte gør mikroporerne i hældelegemet fuldt udfyldte og forbedrer styrken.
I øjeblikket almindeligt anvendte typer af ultrafine pulvere omfatter SiO2, α-Al2O3, Cr2O3 osv. Det specifikke overfladeareal af SiO2 mikropulver er omkring 20m2/g, og dets partikelstørrelse er omkring 1/100 af cementpartikelstørrelsen, så det har en god fyldeegenskaber. Derudover kan SiO2, Al2O3, Cr2O3 mikropulver osv. også danne kolloide partikler i vand. Når et dispergeringsmiddel er til stede, dannes et overlappende elektrisk dobbeltlag på overfladen af partiklerne for at generere elektrostatisk frastødning, som overvinder van der Waals-kraften mellem partikler og reducerer grænsefladeenergien. Det forhindrer adsorption og flokkulering mellem partikler; samtidig adsorberes dispergeringsmidlet omkring partiklerne for at danne et opløsningsmiddellag, som også øger støbemidlets flydendehed. Dette er også en af mekanismerne for ultrafint pulver, det vil sige, at tilsætning af ultrafint pulver og passende dispergeringsmidler kan reducere vandforbruget af ildfaste støbegods og forbedre flydendeheden.
Hærdningen og hærdningen af lav-cement ildfaste støbegods er resultatet af den kombinerede virkning af hydreringsbinding og kohæsionsbinding. Hydratiseringen og hærdningen af calciumaluminatcement er hovedsageligt hydreringen af de hydrauliske faser CA og CA2 og krystalvækstprocessen af deres hydrater, det vil sige, at de reagerer med vand for at danne sekskantede flager eller nåleformede CAH10, C2AH8 og hydreringsprodukter som f.eks. som kubiske C3AH6-krystaller og Al2O3аq-geler danner derefter en sammenkoblet kondensations-krystallisationsnetværksstruktur under hærdnings- og opvarmningsprocesserne. Agglomereringen og bindingen skyldes, at det aktive SiO2 ultrafine pulver danner kolloide partikler, når det møder vand, og møder ionerne, der langsomt dissocieres fra det tilsatte additiv (dvs. elektrolytstof). Fordi overfladeladningerne af de to er modsatte, det vil sige, at den kolloide overflade har adsorberet modioner, hvilket forårsager £2 Potentialet falder, og der opstår kondensation, når adsorptionen når det "isoelektriske punkt". Med andre ord, når den elektrostatiske frastødning på overfladen af de kolloide partikler er mindre end dens tiltrækning, sker der kohæsiv binding ved hjælp af van der Waals-kraft. Efter at det ildfaste støbemateriale blandet med silicapulver er kondenseret, tørres Si-OH-grupperne dannet på overfladen af SiO2 og dehydreres for at danne en siloxan (Si-O-Si) netværksstruktur, hvorved de hærder. I siloxan-netværksstrukturen aftager bindingerne mellem silicium og ilt ikke i takt med at temperaturen stiger, så styrken bliver også ved med at stige. Samtidig vil SiO2-netværksstrukturen ved høje temperaturer reagere med Al2O3 pakket ind i den for at danne mullit, som kan forbedre styrken ved mellem- og høje temperaturer.
Indlægstid: 28-2-2024
